Sankt Knuds Gilde i Flensborg

Korsriddere og købmænd ca. 1180 – 1200

Den tidligste kendte skrå (vedtægt) fra et Knudsgilde er fra Flensborg. Den er skrevet på dansk og dateres normalt til omkring 1200, selvom den kun kendes i en afskrift fra ca. 1400. Endvidere tog Knud den VI, søn af Valdemar den Store, omkring 1187 Knudsbrødrene i Flensborg i sit værn og i sin fred ”lige som dem, der daglig tjener os”. Knudsgildet i Flensborg fik således status som kongens egen hird. Dette peger mere i retning af stridsmænd og riddere end af handelsfolk. De havde netop været Knud Lavards opgave som grænsejarl i Sønderjylland at forsvare rigets sydgrænse mod de hedenske vender. Der var Knudgilder i begge de vigtige byer Slesvig og Flensborg, og da kong Nils, fader til Knud Lavards morder Magnus, i 1134 gæstede hovedbyen Slesvig, blev han myrdet af byens Knudsbrødre som hævn for drabet på hertug – og Oldermand i Knudsgildet – Knud Lavard.

De indledende paragraffer i den flensborgske skrå handler om forholdsregler, hvis et ikke-medlem dræber et medlem af gildet eller hvis en gildebroder dræber en anden gildebroder. Senere paragraffer handler om gildebrødre, der dræber personer uden for gildet – gildebrødrene skal i så fald hjælpe ham med at flygte. Det forbydes endvidere under møderne at slå hinanden med økse eller bænk eller stol – i hvert fald så meget, at blodet flyder. Disse paragraffer mere end antyder, at St. Knudsgildet i Flensborg omkring 1200 var en sammenslutning af stridbare mænd – og ærekære mænd, for andre paragraffer forbyder brødre at beskylde hinanden for løgn. Reglerne handler desuden om indbyrdes hjælp i tilfælde af skibsforlis, ved mistet ejendom – eller hvis en broder blev fanget af hedningene. Alle disse paragraffer peger lige så meget – eller mere – i retning af krig og korstog end i retning af handel og håndværk, selvom det ene ikke behøver udelukke

det andet. Ifølge den nyeste forskning opstod Knudsgilderne oprindeligt i 1100-tallet som private bymilitser med det formål at udbrede kristendommen ved sværdet – og samtidig komme de plagsomme vendiske sørøvere, der i stort tal hærgede Danmarks kyster, til livs. I løbet af århundredets sidste halvdel udviklede de sig til en slags ridderorden under kongens kontrol. Men i 1200-tallet skiftede Knudsgilderne karakter i takt med at korstogene blev professionaliseret og organiseret direkte af pavestolen i Rom. Knudsgilderne blev herefter mere entydigt knyttet til handel og håndværk. Efter korstogenes ophør blev Knudsgilderne værnegilder, der varetog brødrenes interesser udadtil – og indbyrdes.

Storhedstid og stagnation 1200-1600

I byen Flensborg spillede St. Knudsgildet og dets brødre en førende rolle fra 1200-tallet og indtil Reformationen i 1536. I Flensborgs danske byret fra 1284 fremgår det, at det var Knudsgildets oldermand, der sammen med ”de fremmeste rådmænd” valgte og afsatte byens rådmænd. Flensborgs Knudsgildes oldermand havde dermed en temmelig enestående indflydelse på byens styrelse i senmiddelalderen. Ofte var Knudsgildets oldermand byens borgmester. Gildebrødrene har hørt til byens mest velhavende lag. Dokumenter fra 1300- og 1400-tallet fortæller, at Knudsgildet havde et ”stenhus” på Holmen og at gildet havde penge i adskillige ejendomme i Flensborg. Også Flensborgs rådhus og det tilhørende rådhuskøkken kunne Knudsgildet disponere over. Endnu i 1514, kort før Reformationen, havde St. Knudsgilde en særlig status i Flensborg.

Med Reformationen mistede de gamle gilder betydning. St. Knudsgildet er formentlig sygnet hen eller direkte nedlagt i midten af 1500-tallet. Omkring 1578 opstod ganske vist et St. Knudsgilde som et fugleskydningsgilde, men det forsvandt i midten af 1600-tallet. Omkring 1650 dukker atter navnet ”St. Knudsgilde” op – denne gang med tilnavnet ”papegøjegilde”, hvad der entydigt peger mod skydesporten. Dette gilde forsvandt dog senest i midten af 1700-tallet. Ingen af disse gilder har nogen forbindelse til vore dages St. Knudsgilde.

St. Knudsgildet genopstår 1600-1837

Initiativet til det nuværende flensborgske St. Knudsgilde bygger på traditionen fra St. Johannisgildet, der blev grundlagt i 1602 i Skt. Hans sogn i det sydøstlige Flensborg. Det blev oprindeligt grundlagt som et begravelsesgilde, der forpligtede brødrene til at bære og følge de afdøde til graven. Gildet fik dog på grund af Trediveårskrigen en ganske kort levetid og måtte genoprettes i 1640 – nu under navnet Skt. Johannes Skyttelav. Begravelsesparagrafferne trådte i baggrunden til fordel for skydesporten. Skt. Johannes Skyttelavs første protokol omfatter årene fra 1640 til 1789 og giver et spredt indblik i gildelivet gennem halvandet hundrede år. Det blev oprettet af 28 jævne borgere. Man skød til skive én gang årligt, men lavet havde i hovedsagen selskabelig karakter. Kernen udgjordes af mindre håndværkere og småhandlende. Den sølvvelkomst, som St. Knudsgildet i dag anvender, stammer fra 1721 og hidrører skyttelavet.

I 1728 fik Skt. Johannes Skyttelav eget skydehus og kongeligt privilegium. Det var nu nødvendigt for at dyrke skydesporten. I lighed med andre skyttegilder, der oprettedes i de samme år, argumenterede lavet med det nyttige for kongen i at have loyale undersåtter, der kunne håndtere et gevær. Kong Frederik IV kvitterede med skattefritagelse for skivekongen. Med privilegiet var Skt. Johannes Skyttelav nu jævnbyrdig med det lidt ældre og større Skt. Nicolai Gilde, med hvilket det befandt sig i et konkurrenceforhold.

Med privilegiet fulgte en vis militarisering med titler som kaptajn, løjtnant, sergeant, fænrik; dertil kom parader og delvist uniformerede optog. Skydesporten fik en helt central placering i de reviderede love fra 1742. Gildets første formål var nu at øve medlemmerne i våbenbrug, således at de i tilfælde af krig kunne hjælpe med til forsvaret af by og land. Hver broder skulle have sin egen bøsse og kårde, og syv gange årligt skulle der skydes til skiven med én hovedskydning samt tre for- og tre efterskydninger. Ved hovedskydningen samledes brødrene ved rådhuset og marcherede i sluttet trop til skyttehuset. I 1759 skænkede kong Frederik V skyttelavet en fane, som endnu er bevaret og hænger i gildesalen på St. Knudsborg.

Skt. Johannes Skyttelav måtte i sidste halvdel af 1700-tallet konkurrere ikke alene med det noget større Skt. Nicolai Schützengilde, men også med de to borgerlige garder: Frederiksgarden og Christiansgarden, der begge dyrkede  skiveskydning. I 1837 talte Skt. Johannes Skyttelav syv brødre: To oldermænd og fem brødre.

St. Knudsgildet mellem dansk og tysk 1837-1864

Det var på denne tid, at nationalitetskonflikten mellem dansk og tysk begyndte at manifestere sig i Holsten og Slesvig. Den førnævnte Christiansgarde var overvejende tysk – men uden nogen af de kongelige privilegier, som det dansksindede og loyale Skt. Johannes Skyttelav traditionelt nød. Den væsentligt større Christiansgarde forsøgte derfor at få indmeldt sine medlemmer i skyttelavet – for derved at overtage det indefra. Der fandt en sammensmeltning sted i 1837, men da medlemmerne af Christiansgarden ikke ville adlyde Knudsgildets odermand, tog Oldermand Thomas Juhl fat på at skaffe skyttelavet nye – og kongetro – medlemmer. Knudsgildet i Flensborg blev dermed en faktor i kampen mellem dansk og tysk i Slesvig  - og fremstod snart som en dansk bastion i byen. Johan Kruse blev optaget i 1837 og blev i 1840 Oldermand sammen med J.F. Beyer. Det førte til eksklusion af flere af medlemmerne af Christiansgarden, der måtte forlade gildet – ”nogle på benene, andre på hovedet”. Med disse to mænd: Johan Kruse og J.F. Beyer begyndte en helt ny æra i gildets historie.

Johan Kruse knyttede de historiske bånd tilbage til fortidens St. Knudsgilde. Dette var vigtigt, for derved kunne byens danske fortid – og troskaben mod det danske kongehus – understreges. Nogen direkte forbindelse mellem Skt. Johannes Skyttelav og St. Knudsgildet var der ganske vist ikke. Fra begyndelsen af 1840erne blev det almindeligt at omtale skyttelavet som ”St. Knuds Gilde zu St. Johannis”. Johan Kruse skaffede også i 1841 gildet en ny skydebane. Allerede året inden havde han med nu afdøde Oldermand Ole Olesens ord ”tiltusket sig” en grund ved ”Hillig-Water”, det såkaldte ”Hellige Vand”, en kilde ved den daværende mølledam. I 1844 opførte man gildets nuværende gildehus: St. Knudsborg med skydebane, gæstgiveri, gildesal og bolig til værten.

Det blev begyndelsen til en fremgangstid for Knudsgildet. I 1843 var antallet af brødre steget til 41. Helt uden indre brydninger var 1840erne ikke, men Kruse gik ud af brydningerne som sejrherre – og kunne i 1846 modtage en æressabel fra gildet med tak for sin virksomhed. Samme år kunne han desuden for første gang præsentere gildet for kong Christian den VIII. Knudsbrødrene  præsenterede gevær for kongen. Men prinsen af Noer, senere initiativtager til den slesvig-holstenske opstand, deltog også i kongens følge. Da han passerede, kommanderedes der øjeblikkeligt ”gevær ved fod!”, og mange af brødrene vendte ham ryggen.

Fra tysk side forsøgte man igen i slutningen af 1840erne at overtage gildet. I 1847 opsøgte den slesvig-holstenske fører, advokat Bremer, Gildets to oldermænd, Kruse og Beyer. Han vidste, at Knudsgildets økonomi var anstrengt på grund af opførelsen af St. Knudsborg, og han tilbød at betale Knudsgildets gæld og oven i endda til hver af oldermændene 300 rigsdaler courant, mod til gengæld at lade samtlige medlemmer af den tyske sangforening optage i Knudsgildet uden afstemning. Oldermændene skulle samtidig nedlægge deres poster. Derved ville Knudsgildet – og tilhørende ret til at bære våben – komme på slesvig-holstenske hænder. Forslaget blev afvist af Kruse og Beyer. Selvom også enkelte Knudsbrødre hældede mod tysk side, var St. Knudsgilde – ikke mindst takket være Johan Kruses indsats – op i mod Første Slesvigske Krig en stensikker dansk bastion i det nationalt delte Flensborg.

Den slesvig-holstenske opstand brød ud i marts 1848. Krigen bølgede frem og tilbage – med Kruse som aktiv deltager, hvor han kunne hjælpe den danske side. Det kom til at koste ham internering i Rendsborg i foråret 1848. Efter ti ugers arrest lykkedes det ved list Kruse at flygte. Han sneg sig tilbage til Flensborg, hvor han søgte ophold på St. Knudsborg. Her var imidlertid indrettet et tysk lazaret, men takket være hjælp fra en af pigerne slap han bort.

Efter krigen blev Johan Kruse værkmester ved byens arbejds- og straffeanstalt, men da han ikke ville, at det skulle hedde sig, at Knudsbrødrene stod under en ”tugtemester” – hans titel på straffeanstalten var nemlig ”Werk- und Zuchtmeister” – trådte han i 1852 tilbage, men blev straks udnævnt til æresoldermand og vedblev som sådan at stå i spidsen for gildet, sammen med Oldermand J.F. Beyer.

1850erne blev en storhedstid for St. Knudsgildet, der i 1853 talte 80 brødre. Kong Frederik VII bekræftede samme år Gildets privilegier og blev samtidig selv optaget i gildet som broder. Kongens fødselsdag, den 6. oktober, blev herefter en festdag for Knudsgildet i Flensborg. Kongen kvitterede ved at forære gildet et sølvkrus med sit navnetræk, og deltog ofte i gilderne på Knudsborg, hvor han var det festlige midtpunkt. I 1859 forærede kongen gildet en ny fane. Det var nøjagtig 100 år siden, Frederik V havde skænket gildet den første fane. Faneoverrækkelsen den 25. juni 1859, der fandt sted på rådhuset, blev samtidig den sidste store officielle handling, som Johan Kruse foretog for gildet. Få dage senere trådte han et rustent søm op i foden på en byggeplads i Nystaden – og døde den 21. august 1859 af stivkrampe.

Det var dog endnu gode tider for Knudsgildet. Frederik VII beærede fortsat gildet med sin tilstedeværelse, når han var i Flensborg, hvad han ofte var. I 1859 deltog kongen i skydningen og blev skyttekonge ved eget skud. De to oldermænd, Beyer og Schmidt, fortsatte gildets loyale danske linje. I 1861 fik gildet nye love – for første gang i flere hundrede år trykt også på dansk. I lovene hedder det bl.a. om St. Knudsgildets formål, at det ”ved skydeøvelser og med disse forbundne selskabelige sammenkomster” skal ”styrke og forøge de mellem hans majestæt kongens tro og loyale undersåtter bestående venskabs og gensidige tillidsforhold og derigennem kærlighed til konge og fædreland”. Troskaben mod den danske konge vedblev at være kendetegnende for de flensborgske knudsbrødres forankring i danskheden.

Kort før krigens udbrud i 1864 stod St. Knudsgildet på højden af sin anseelse. Men i 1863 døde Frederik VII, krigen mod Preussen og Østrig brød ud året efter, og med det danske nederlag måtte Danmark afstå ikke alene hele det tyske Holsten og det overvejende tysksindede Sydslesvig, men også overvejende danske Flensborg og Nordslesvig.

Stagnation og krise 1864-1901

Med afståelsen af hele Slesvig til Preussen kom der andre tider for Knudsgildet. Det var slut med kongebesøg, og de gamle privilegier blev ophævet. I 1873 døde J.F. Beyer, og med ham gik en æra i graven. Hans efterfølger blev Gustav Johannsen, og med ham indledtes et nyt kapitel i St. Knudsgildets historie. Gustav Johannsen blev kaldt ”Flensborgs ukronede konge”. Han var på denne tid den ledende kraft i hele det danske foreningsliv i Flensborg. Det kit, som bandt de danske foreningen i Flensborg sammen, var de fælles oplevelser fra Treårskrigen 1848-1850 og tiden mellem de Slesvigske Krige, det var kongetroskaben mod den afdøde Frederik VII og den regerende Christian IX – og så var det Gustav Johannsen, der spillede en ledende rolle i dem alle, ikke mindst i St. Knudsgildet.

St. Knudsgildet levede efter 1864 videre på minderne fra mellemkrigstiden og gik efterhånden tilbage i medlemstal og anseelse. Der var omkring 50 Knudsbrødre i 1870erne, men endnu var det muligt at gå i optog gennem byen på den store, årlige kongeskydning den 25. juni. Gustav Johannsen var førsteoldermand fra 1873 til sin død i 1901, den sidste tid som æresoldermand. Skydesporten kom nu helt i forgrunden i de nye vedtægter fra 1892. Heri hedder det om gildets formål, at det ”ved skydeøvelser skal samle skydesportsinteresserede flensborgere til sammenkomster og festlighed og derigennem knytte dem tættere til hinanden og fremme det gode indbyrdes borgersind”. I den preussiske tid måtte man være varsom med formålsparagrafferne.

Gustav Johannsens forhold til St. Knudsgildet var tæt, hvad datteren Martha Ottosen har berettet om: ”Knudsbrødrene, som far kaldet mine knutter, elskede ham og var stolte af at have ham i deres midte. Det var mest jævne folk, håndværksmestre, håndværkere og småhandlende. (…) For dem var sammenkomsterne i St. Knudsgildet en fest. Her fik de styrket deres danskhed ved at høre deres oldermand tale, og de fik lejlighed til selv at tale med ham, som med en god ven”. Gustav Johannsens mange forpligtelser afholdt ham dog fra at tilbringe så megen tid blandt Knudsbrødrene, som han ønskede. Antallet af brødre svandt ind; i 1892 var der 24 brødre tilbage, og gildet begyndte at sygne hen omkring århundredskiftet. Men da Gustav Johannsen døde i 1901, var det Knudsbrødrenes vogn med fire heste i lange sorte skaberakker, der i oktober 1901 kørte æresoldermandens kiste fra den danske kirke til Møllekirkegården.

En ny begyndelse 1901-1945

Ved Gustav Johannsens død befandt St. Knudsgildet sig i en økonomisk krise. Der var opstået tvivl om Knudsgildets ejerskab til grundstykket, hvor St. Knudsborg var opført, og Gustav Johannsen havde på Knudsgildets vegne måttet føre en langvarig proces, før ejerskabet blev retsligt godkendt. Gældende tyngede alvorligt på de nu kun en halv snes tilbageværende brødre, der tilmed ikke hørte til blandt de mest velhavende i byen. Situationen var meget alvorlig, og man så sig nødsaget til at henvende sig til Nationalmuseet i København for eventuelt at sælge St. Knudsgildets sølv. Da tog redaktør af ”Flensborg Avis”, Jens Jessen, affære. Han var ledende medlem i den betydeligt større Borgerforeningen, der var grundlagt i 1835 og talte de ledende og økonomisk mest velstående danske i Flensborg. Jens Jessen selv og 54 andre medlemmer af Borgerforeningen blev i 1902 optaget som Knudsbrødre, og takket være denne nye tilgang overlevede Knudsgildet krisen.

Det store nyoptag betød en saltvandsindsprøjtning for det gamle Knudsgilde. En ny generation af unge, energiske og stærkt dansksindede brødre kom til, herunder grossererne I.C. Møller, Cornelius Hansen og J.C. Paulsen. De hørte til de mest ansete mænd i den flensborgske danskhed, og det var disse brødre, der i den følgende generation skulle bære traditionerne videre. I 1908 blev advokat Chr. Ravn optaget som broder, og han fik sat skik på gildets vaklende økonomi. I 1914 blev han Oldermand, og med ham ved roret gik det atter fremad for St. Knudsgildet i Flensborg. Chr. Ravn har æren for, at Gildets gamle skrå, der efter krigen i 1864 var blevet deponeret på statsarkivet i Kiel, i 1924 atter kom tilbage til Flensborg.

Flensborg kom ikke med hjem til Danmark ved folkeafstemningen i 1920, og Knudsgildet befandt sig fortsat syd for grænsen. Chr. Ravn udfærdigede i 1921 en ny skrå, som han i 1926 lod trykke sammen med den oprindelige Knudsgildeskrå i en smuk faksimileudgave. (…)

Forholdet til de tyske skyttegilder blev bedre fra midten af 1920erne. I anledningen af ”Østersøåret” i 1931, der skulle fremme det gode udenrigspolitiske forhold mellem Tyskland og Norden, arrangerede St. Knudsgildet den 14. – 15. juni et stort skyttestævne i Flensborg med deltagelse af skydebrødre fra Haderslev, Horsens og Århus med repræsentanter fra byens tyske skydeselskaber. Stævnets formål var at bidrage til en ”flensborgsk forståelsesbro mellem Tyskland og Danmark”. Da Chr. Ravn af helbredsgrunde i 1933 gik af som Oldermand, blev han udnævnt til Æresoldermand. Han blev afløst som oldermand af Johan Wrang.

I 1933 kom Adolf Hitler til magten i Tyskland, og det blev nye – og svære – tider for det danske mindretal i Flensborg. Knudsgildet måtte holde en lav profil og lægge vægten mere på det gode dansk-tyske samarbejde end på det nationalt selvhævdende danske. Der er dog ingen tvivl om, at St. Knudsgilde i Flensborg var lige så dansk og lige så demokratisk, som det altid havde været. I 1940 var der 60 Knudsbrødre, heraf 20 fra Danmark. Under krigen var St. Knudsborg beslaglagt til lazaret og fængsel. Det betød dog ikke en indstilling af gildelivet. Man mødtes i stedet på Flensborghus i det nordlige Flensborg, hvor man skød inden døre.

St. Knudsgilde 1945-2015

Efter Tysklands sammenbrud i 1945 skulle den engelske besættelsesmagt finde en ny overborgmester i Flensborg. Det skulle vær en person med myndighed og anseelse, men han måtte ikke være belastet af en nationalsocialistisk fortid. Valget faldt på kansler i St. Knudsgildet, I.C. Møller, der ledede byen i de første vanskelige år efter krigen. Endnu i 1950erne var der adskillige Knudsbrødre involverede i byens styrelse. Ikke siden senmiddelalderen havde St. Knudsgildet haft en tilsvarende indflydelse på byens styrelse.

I 1946 kunne Brødrene atter rykke ind på St. Knudsborg. I årene umiddelbart efter krigen måtte der ikke anvende skydevåben for den engelske besættelsesmagt. Først i 1948 fik man tilladelse til at skyde igen – ganske vist kun med armbrøst! I 1950 kunne man benytte luftbøsser, men først i 1953 blev det atter muligt at skyde i traditionel form. Væksten i Knudsgildet tog til i 1950erne. I 1957 va der 73 brødre, hvoraf de 32 kom nord fra. Også kontakten til Knudsgilderne i Skåne og skydebrødre i Danmark blev genoptaget efter 1945. De gamle, stærke bånd til det danske kongehus blev endog styrket, da Frederik IX i 1962 kunne overdrage St. Knudsgildet en ny fane med årstallet 1959 – Gildet ejer således tre faner, skænket af Frederik V, Frederik VII og Frederik IX med indbyrdes nøjagtig 100 års mellemrum.

Den nationale højdspænding i tiåret efter krigen blev afløst af afspænding op imod 1960, og der faldt mange venlige og anerkendende ord fra bystyret til Knudsgildet, når det hvert år til det Store Adelgilde aflagde sin traditionelle visit på rådhuset. Men brødrenes gennemsnitsalder steg faretruende, og mange af de ældre brødre, der havde været med siden Knudsgildets reorganisering i århundredets begyndelse, begyndte at falde fra. Ungdomsoprøret med dets løben storm på traditionerne ramte også Sydslesvig, men også dette overlevede det ærværdige gamle gilde uden nævneværdige mén. For heldigvis var der endnu brødre, der ville føre traditionerne videre, og en ny generation rykkede ind på den gamle St. Knudsborg.

Knudsborg gennemgik flere moderniseringer i 1960erne og 1970erne. Skydebanen måtte gennemgå en større ombygning på grund af en vådeskudsulykke, da værten på Knudsborg uden Knudsbrødrenes tilladelse havde ladet et par gæster benytte banen til pistolskydning. I 1974 kunne ”kanslerstuen” indvies – Knudsbrødrenes opholdsrum mellem Gildesal og skydebane. Stuen er opkaldt efter kansler i Knudsgildet 1920-1941 I.C. Møller, hvis portræt pryder endevæggen. Flensborg havde 700 års jubilæum i maj 1984. Ved denne lejlighed blev der arrangeret et stort optog gennem hele byen. St. Knudsgildet deltog – og genoptog året efter traditionen fra 1920erne med festlige processioner hvert år til kongeskydningen den 25. juni. Disse havde været indstillet siden verdenskrisen i 1930-31.

Knudsgildet i Flensborg ledes af oldermanden og kansleren. Ved deres side står et antal stolbrødre: kaptajnen, løjtnanten, og fænrikken, der fører tilsyn med skydebanen, kassereren, oversekretæren, sekretæren, overdommeren, dommeren, overskafferen og skafferen. Særlig anseelse nyder æresbrødrene. Båndene til fortiden knyttes ærligt på de fire højtidsdage for St. Knudsgildet: Den 7. januar på Knud Lavards dødsdag holdes Det Ordentlige Adelgilde, der især er helliget broderskabstanken, og hvor man mindes hedengangne brødre og søstre; den 12. marts på Knud Lavards fødselsdag holdes en festlig sammenkomst med søstrene; den 25. juni på dagen for Knud Lavards helgenkåring holdes Det Store Adelgilde med march gennem byen og optagelse af nye brødre, og endelig den 6. oktober på Frederik VII´s fødselsdag er det fest med søstrene.

Det er fortsat broderskabstanken, der står i højsædet for det flensborgske St. Knudsgilde. Hver onsdag i skydesæsonen samles brødrene på Knudsborg. Der skydes, udveksles nyt, snakkes, spilles kort. Klokken 19.30 indtages et beskedent måltid under iagttagelse af gildets ceremoniel. (…) Stemningen er enestående god mellem brødrene, og ingen ny bror (eller gæst) får lov at føle sig udenfor. Det er dette broderlige samvær, der sammen med interessen for historien og respekten for traditionerne er essensen i St. Knudsgildet.

Teksten er fra René Rasmussens bidrag til jubilæumsbogen 1170-2020.